Teenagehunden kan være en stor mundfuld. Hormonerne raser, og hørelsen bliver selektiv. De færdigheder, hvalpen har tilegnet sig gennem jeres fælles træning, kan pludselig virke som et fjernt minde for den unge hund, og man kan som ejer stå frustreret tilbage.
Men alt er ikke glemt – det er blot blevet sværere for hunden at koncentrere sig.
På unghundeholdet genetablerer vi kontakten og arbejder videre med øvelserne fra hvalpeholdet med øget sværhedsgrad, afhængigt af hvilket niveau hundene er på.
Vi har fokus på den svære selvkontrol – at hunden modstår de mange fristelser, der omgiver den, og vælger samarbejdet med os til. Hovedfokus er altid at sætte hunden op til succes i træningen.
Træningen foregår i et afslappet og uformelt miljø med maks. 6 hunde pr. hold, så der er tid til individuel sparring.
Inden opstart afholdes et online teorioplæg.
Her er nogle af de færdigheder, vi træner på unghundeholdet:
• Indkald
• Ikke hoppe op
• Hilse roligt
• Gå pænt i snor
• Passering af fristelser (andre hunde, mad osv.)
• Kropskontrol
• Tricks og aktivering
• Initiativtræning
Hvem kan deltage:
Alle hunde fra 5-24 måneder. Hunden skal være lovpligtigt forsikret og vaccineret.
Da dette er et fortsætterhold, skal du have deltaget på hvalpeholdet eller have haft en enetime inden opstart. Dette sikrer, at du kan følge med i træningen og forstår de grundlæggende træningsprincipper.
Vi bruger belønningsbaseret træning og tager skarpt afstand fra alle former for tvang og straf.
Er din tæve kommet i løbetid, er den velkommen på træningspladsen, dog med afstand til holdets hanhunde. Når tæven er højløbsk, skal den blive hjemme fra træning. Tidspunktet varierer, men ligger ca. 10-14 dage efter løbetidens start.
Pris:
1.095 kr. for 6 træningsgange á 1 time.
Praktisk information:
Træningen foregår i en indendørs ridehal (i sommerhalvåret udendørs).